Workshop udvikler ideer til test- og udviklingscenter

konceptudvikling

Metoden kan bedst kaldes brugerdrevet innovation, og målet er mere frihed i hverdagen for mennesker, der sidder i kørestol.

Frihed og uafhængighed. Det står højt på ønskelisten for de fleste af os – også for mennesker, der lider af en funktionsnedsættelse og sidder i kørestol f.eks. på grund af en rygmarvsskade. Men her er spontane indfald tit umulige. Alt skal planlægges.

Det forsøger erhvervsliv, Regionsenhed Midt og Viborg Kommune er ændre på. De er gået sammen om at afsøge mulighederne for at oprette et fælles test- og udviklingscenter for velfærdsteknologi. Hvad det konkret kommer til at indeholde er endnu på tegnebrættet, men heldigvis får de hjælp af brugerne.

Den 1. februar var en række kørestolsbrugere samlet med fagfolk som fysioterapeuter og andet sundhedspersonale. Sammen arbejdede de på en workshop med en række ideer, som kan indgå i det videre arbejde med at udvikle nye teknologier.

En mangfoldighed af ideer

I løbet af dagen udviklede workshoppen en række ideer til fremtidige projekter, der med opbakning og interesse fra erhvervslivet kan forfines og omsættes til produkter på det kommercielle marked.
Blandt de mange ideer, der blev afleveret fra workshoppens deltagere til repræsentanterne fra erhvervsliv, regionshospital og kommune, var blandt andet udvikling af en ny type kørestol, der i højere grad kan tilpasses den enkelte og rumme flere funktioner. Der blev talt om det personlige offentlige toilet, der via bruger-identifikation tilpasser sig den person, der ’tjekker ind’. Digitale communities, hvor man mødes i en virtuel verden og laver fysiske aktiviteter sammen – f.eks. stå på ski eller cykle – og muligheden for at test- og udviklingscentret skal være et slags værksted, hvor brugerne selv er med til at udvikle og fremstille de hjælpemidler, der er behov for.

Egne erfaringer kan bruges af andre

En af deltagerne i workshoppen hedder Niels Horsbøl. Til daglig er han ejer og leder af virksomheden WAYUP. Virksomheden importerer kørestolstraktorer, der giver kørestolsbrugere lettere mulighed for at komme rundt i ellers svært tilgængelige områder.
– I 1988 brækkede jeg nakken ved en gymnastikulykke og blev tetraplegiker. Derfor er jeg kørestolsbruger. Jeg synes, det er fornuftigt at være med til at udvikle koncepter for velfærdsteknologi, fordi jeg har en viden, som måske kan bibringe andre noget, fortæller Niels Horsbøl.
Niels Horsbøl er uddannet maskiningeniør og bor i Esbjerg. Han håber, at resultatet af hans engagement i at udvikle ideer til et test- og udviklingscenter kan blive, at mennesker med funktionsnedsættelser kan blive mere selvhjulpne.
– Det er naturligvis dejligt, at der er mange, som gerne vil hjælpe, men det giver mere livskvalitet, når man selv kan være aktiv og være uafhængig af andres hjælp, siger han.

Niels Horsbøl

Niels Horsbøl håber, at hans egne erfaringer kan komme andre til gode.

Næste skridt i samarbejdet

Der har været afholdt i alt to workshops med deltagelse af brugere og fagfolk for at afdække, hvilke behov og ønsker til løsninger brugerne selv kan pege på.
Næste skridt bliver at få udarbejdet et egentligt projekt og nedsat en projektorganisation med bred deltagelse fra alle parter i samarbejdet. 
Læs nyhed fra 5. februar

Sidst opdateret: 01.06.2017