Hvad er telemedicinsk sårbehandling?

Telemedicinsk sårbehandling er et system, der skal hjælpe dig, som har behandlingskrævende sår. Systemet består af 2 dele: en PDA/smartphone og et software system. Det anvendes til løbende dialog og vurdering af dit sår via nettet.

Hjemmesygeplejerskerne kan tage billeder af såret med deres PDA'er, sende den til den internetbaserede sårjournal og registrere data i den fælles journal mens de er på besøg hos dig. Læge eller sygeplejerske kan direkte derefter give besked om den videre behandling på baggrund af sårets udvikling. Dette giver et optimalt beslutningsgrundlag, da der tages udgangspunkt i sårets udvikling, som dokumenteret i journalen, i stedet for et øjebliksbillede.

Hvem gavner det?

Du får som borger hurtig og kvalificeret hjælp i eget hjem, så du slipper for transport, og du har mulighed for at få adgang til sårjournalen og følge med i dit helingsforløb.

Medarbejderne får et godt fagligt samarbejde med hospitalet, hvor de kan nemt kan dokumentere udvikling og at få en faglig vurdering fra en læge.

Ved indførelsen af telemedicinsk sårbehandling forventes en tidsbesparelse og mere effektiv behandling af såret, da der straks sættes ind med ændret behandling. Denne effektive arbejdsgang skal medføre hurtigere heling, færre indlæggelser, færre amputationer og derved mindre personaleforbrug til skiftning af sår, registrering og dokumentation.